News   Products   References   Contact Us   Company Profile   After Sales Dept.   Quotation   Sitemap  

         Tell a friend    Print   

Growth in Passenger Traffic 

Optur i luftfarten sikrer Axa Power medvind

Odense- firmaet øger salget af flystrømsanlæg og ansætter flere folk.

Af Dennis Lindegård

Odense-virksomheden Axa Power, der har specialiseret sig i at bygge strømforsyninger til fly, der holder på jorden i lufthavnene, har også selv på ny fået mere luft under vingerne.

- Luftfarten er atter inde i en optur. Passagererne er i stort tal vendt tilbage, og det har igen sat gang i lufthavnenes investeringer, siger administrerende direktør Henrik Olsson.

Axa har i to-tre år været berørt af efterdønningerne fra terrorangrebet i New York 11. september 2001, der sendte flyindustrien i frit fald med store dyk i passagertallene.

- De færre passagerer betød, at vore kunder, lufthavnene, udskød deres investeringer. Igangværende projekter blev dog gennemført, så vores aktivitet kom først alvorligt under pres i 2003/04, men nu kan lufthavnene registrere en passagervækst, der nogle steder når op på tocifrede procenter, fremhæver Henrik Olsson.

Flyene fyldes igen

Passagerne begyndte at fylde flyene i slutningen af 2003, og herefter er forholdene normaliseret og præges nu af stærk vækst. Det har også givet Axa Power mere at lave, hvilket fremgår af årsregnskabet for 2004/05.

Omsætningen er målt ud fra bruttofortjenesten steget markant i forhold til de foregående to år, og resultatet - 16,7 millioner kroner før skat, 12,1 efter skat - er det bedste siden 9/11.

Rigtig strategi

Med den nye fremgang er Axa-ledelsen tilfreds med, at den i de seneste to-tre år, hvor man ventede på vækst, holdt fast i virksomhedens fokus - lufthavnsudstyr - og fortsatte med at udvikle anlæg til dette marked.

Henrik Olsson vil godt vedkende sig, at han har haft is i maven.

- Det viste sig rigtigt at holde fast i forretningsområdet fremfor, som det kan ske for nogle firmaer, der sættes under pres, at kaste sig ud i nye ikke så lykkelige eventyr, forklarer Axa-chefen.

Axa Power har i første halvår af det nye regnskabsår haft en betydelig ordreindgang, der har givet større aktivitet end forventet, og andet halvår bliver præget af endnu større travlhed. Derfor er staben på det seneste udvidet med seks montører.

Ledelsens forventning til 2005/06 er fremgang på såvel top- som bundlinje.